En fuldkommen fluefisker
Av Mogens Espersen

Den tovlige dyrlæge, der prægede et par generationer af nordiske fluefiskere og var med til at få ideen til Flugfiske i Norden, er død - der bliver tomt efter han.

  Vi syntes selv, at vi var på sporet af noget. Vi syntes, at vi havde udviklet uforskammethederne, grovhederne og fornærmelserne til en fin og højere kunstart.

  Det var vi sandsynligvis de eneste, der syntes, men andre kunne dårligt slippe for at høre med, når vi som knægte i en skolegård skreg af hinanden. Som regel når vi skulle binde fluer sammen. Råberiet betød noget i retning af, at jeg er glad for at se dig, trods alt, og det var bedst med publikum.

  Jeg har mødt nogen, der ligefrem troede, at vi var uvenner. Der kan man bare se. Preben Torp Jacobsen råber og fisker nu et andet sted, og den tovlige dyrlæge har nok forklaret chefen, at tingene gennem nogen tusind år er blevet grebet helt forkert an. Preben Torp Jacobsen blev 81. I foråret sluttede et langt flue fiskerliv, der med foredrag, bøger og artikler har præget et par generationer af nordiske fluefiskere.

  Råberiet var et af de mange tilsyneladende paradokser omkring den tovlige dyrlæge, som han ynded e at kalde sig. Torp tilhørte den art, som jeg kalder mimofanter, et paradoksalt fabelvæsen der er sart som en mimose, hvis han selv kommer i møllen, men som tramper som en elefant uden at lægge mærke til det på andre. Jeg sagde det vistnok engang til ham. Hans svar var karakterstisk: "Mogens, næste gang vi to skal ringe sammen, tager jeg telefonen med på WC".

  En sky bulderbasse, der også, lavmælt, ville snakke om de eneste tre ting, der egentlig er værd at snakke om, nemlig livet, døden og fluefiskeriet.

  Bladet

  Der skulle mennesker af hans lidt gale støbning til at være med til at få så gal en ide, som at nogen burde lave et flot tidsskrift om fluefiskeri, skrevet på en blanding af svensk, norsk og dansk. Man skulle være den tovlige dyrlæge for lidt over 25 år siden for at være med til at sætte den mærkelige ide i værk.

  Han var ikke hurra-nordist, men mente, at svenske, norske og danske fluefiskere kunne lære af hinanden og måske ad åre udvikle en nordisk fluefiskertradition. Torp skrev i mange år i bladet, men holdt op, for di FiN viste et billede af en død ørred. Det var mod alle aftaler, buldrede han. Men jeg ved, at det glædede ham, at FiN rundede de 25 år stort set med samme umulige filosofi, som bladet var blevet blev grundlagt på. Bortset fra de døde fisk.

  Varemærket

  De vældige øjenbryn blev hans varemærke. Og lidt krukkeri. Kendte man ham, kunnee man på brynene se, hvordan sindsstemningen var.

  Hang de som et stråtag, der var ved at falde ned, var hans meninger som rusten pigtråd, man er ved at falde over i en eng ved en å. Stod øjenbrynene op i panden, var både barometer og humør højt. Han var igang med at fundere over nye ideer. Mange kasserede han; i andre tilfælde fik manden, der troede, at han havde fået en splinterny ide, lidt ublidt at vide, at sådan havde den og den beskrevet det i 1800-og-et-eller-andet.

  Dyrlægens filosofi var enkel: Man kan ikke tillade sig at tro, at man fornyer noget, hvis man ikke ved , hvad der er gået forud. Ligesom forbilledet, nymfefiskeriets fremmeste repræsentant G. E. M. Skues havde han glæde af at læse sig bagud i fluehistorien.

  Torp kunne være lige så enøjet som Skues. Men også lige så fornuftig. Sidste gang vi bandt fluer sammen - ved den danske flyfestival i april i fjor - filosoferede vi over emnet naturmaterialer kontra syntetiske. Det giver næsten sig selv, at vi fandt flest fordele ved naturmaterialerne.

  Set bagud, er det, som om Torp sluttede en cirkel ved den lejlighed.

  Fiskeriet

  Selvfølgelig fiskede han, men han havde måske efterhånden lige så stor fornøjelse af at komme hjem med tør flueline og våd buksebag.

  "Det gælder først og fremest om at fange oplevelser", erklærede han, når han sad en af sine fisketure. Det var den tovlige dyrlæges uventede stil, der fik Bengt Øste, en anden af FiNs pionerer, til at opfinde udtrykket at "fiske på dansk". Vistnok med en del misundelse.

  Var der en rød-og-hvidternet dug og en kurv med lidt godt inden for rækkevidde, forhøjede det Torps nydelse. Han holdt af livet og af de jyske åer. I de sidste år fiskede han ikke ret meget, men dyrkede til gengæld, hvad han kaldte "socialt fiskeri" ved en vejbro. Her hyggede han sin med gode bekendte; de snakkede og pegede fisk ud.

  Eller også for der et hornet væsen i ham, og han kastede sig over en fisker, der netop var kommet og så ud til at have meget travlt. Torp snakkede og snakkede, den anden, der vel var høflig og måske en lille smule beæret — i begyndelsen i hvert fald — skrabede og skrabede med foden. Der var ikke noget at se på Torps øjebryn, men det er vist et godt gæt, at den tovlige dyrlæge indvendig har moret sig over den andens voksende utålmodighed.

  Torp fiskede og byttede fluer med mange af dem, der har præget vor tids fluefiskeri, for eksempel englænderne Sawyer, Kite, Goddard, danskerne Vangsgaard og Jyde-Simon, dansk-amerikaneren Jorgensen osv. Det var ikke noget, han gjorde sig til af, men for udenforstående og ikke mindst en eftertid vil det sige noget om den tovlige dyrlæges format.

Tørfluefiskeri — vigtig bog af PTJ for alle nordiske fluefiskere.

  Galskaben

  Han fyldte meget, så meget at det somme tider næsten blev for meget. Men med årene kom man til at sætte stor pris på hans væsen, der også havde blide, nænsomme og stilfærdige sider, og man gav ham plads af mange grunde, for eksempel også fordi han var et omvandrende 24-binds konversationsleksikon om fluefiskeri, men af mange andre grunde også. Nogen private.

  Han havde en robust charme; han var svær ikke at forholde sig til, men utæmmelig. Det sås bare på påklædningen - bukser som kunne rumme hele Rusland og en ternet skjorte, der altid var på vej op af samme bukser mellem selerne. At klæde Torp pænt på må have været som at forsøge at binde en snor om en bold.

Detaljeret billede fra bogen

  Udslag af utæmmeligheden og galskaben, der var af den konstruktive slags, var det kagl og den gakken, der i en årrække lød fra baghaven. Torp havde tusket sig æg mange steder fra og avlede med stor glæde høns og haner. Han lå i overført forstand selv på æggene.

  Hanerne og hønerne skulle levere fjer til hans fluebinding, fjer som han kunne have købt billigere og nok lige så gode i en forretning. Men ikke lige så sjovt. I de sidste dyrlægeår, da han havde solgt sin praksis, var hønseriet i haven en slags modvægt til de kyllinger, som han kontrollerede på fjerkræslagteriet. Kyllinger, der ikke havde de duelig fluebinderfjer.

  Med sammee energi kastede han, der ikke anede en høvlspån om snedkeri, sig over produktionen af split-canestænger.

  Torp havde altid projekter. Han var nok noget af det tætteste, vi kommer på en fuldkommen fluefisker.

Der bliver tomt efter ham.

Text: Mogens Espersen © 2004
Streg: Preben Torp Jacobsen ©