Høsten er stallingfiskerens højsæson også i Danmark

  Rønnebærrene lyste rødt på de halvvisne træer. Ahornbladene var blevet gule, og åens vandføring var igen blevet normal, men selvfølgelig var det blevet køligere både i luften og i vandet. Det var den sidste dag i september; "let til frisk vind fra vest, nogen sol, men også risiko for enkelte byger, især om formiddagen temperaturer omkring 14 grader", lød det fra radioens vejrmelding.

  Lidt før middag parkerede jeg ved den lille stallingå. Vandstanden var perfekt, og åen var klar og med en fin grødevækst lige tilpas. Jeg gik forsigtig opstrøms og spejdede efter ringende fisk. Ovenfor hvidtjørnen stod en flok strømskaller som sædvanlig, men lidt længere oppe ringede en stalling. De første kast landede fint, men i tredie kast gik linen på vandet som et ankertov, så jeg søgte videre mod nye og uskrærnte fisk. Imens studerede jeg også insektlivet eller rettere manglen på samme, for der var ikke mange insekter på vandet. Jeg satte dog min lid til, at solen inden længe ville varme så meget, at der kom lidt mere liv i kræene.

  Selvfølgelig blev min forventning indfriet, og selvfølgelig fandt jeg også nye ringende stallinger ellers var der jo ikke noget at skrive om. På et lige stræk, lidt nedenfor et dybt sving, ringede nogle få stallinger. Der kom ind i mellem en døgnflue drivende, men det så ikke ud til at det var dem, der stod på spisesedlen. Det samme gjaldt en del små sorte slørvinger, men en flagrende vårflue ble taget uden tøven. Stadigvæk tog fiskene noget andet også, og der kom luftbobler fra mange vak, så det måtte jo være overfladeføde. Jeg bandt en Fluttering Caddis på forfanget, og den kom fisken også fint til, men jeg var forkert med tilslaget, og mærkede ikke en gang fisken. Alligevel holdt stallingen en spisepause, så jeg gik videre.

  Oppe ved fiskeriets øverste grænse var der nye fisk. Enkelte af de nu mere hyppige BWO¬døgnfluer blev taget, men stadig var de fleste vak til "usynlige insekter".

  Jeg prøvede med en Blue Dun Flymf. Men nej, og heller ikke en Orange Quill, som "the great Skues" anbefaler, når BWO klækker, duede til noget. Jeg gravede igen en Fluttering Caddis frem fra æsken, og den duede. En fin og efterårsfed stalling på lige under mindstemålet.

  Det blev til flere stallinger den dag, fede og konditionsstærke. Det interessante var at de alle som en tog Fluttering Caddis og ignorerede alle andre fluer. Også nogle stallinger der stod i en smal strømrende, og tydeligt tog en BWO ganske ofte, nægtede at stige til andre fluer end Fluttering Caddis. Jeg var så heldig at få en pæn stalling, som jeg kunne tage med hjem.

  Jeg var selvfølgelig meget spændt på hvad der var i maven på fisken og det var BILLER! Masser af mørke mariehønestore biller, mange med vingerne stikkende ud under dækvingerne. De må være blæst ned på vandet af de til tider friske vindpust, og da biller ligger meget lavt i vandet, forklarer det de uklare vakformer. Der var selvfølgelig også andet i maven, men 3/4 af indholdet var altså disse små biller, som passer til en Coch y Bondhu str 14 eller 16.

  Men hvorfor tog fisken så en Fluttering Caddis? Ja, måske viser det bare at stallinger er opportunister, der ikke lader en godbid passere upåagtet, selvom hovedretten er biller. Måske viser det også samtidig at stallinger i sandhed er "a ladylike fish " ikke helt nem at blive klog på. Omvendt kan moralen også være, at ét er hvad vi tror fisken tager vore fluer for, noget ganske andet er hvad fisken tror vore fluer er.

  Det er i øvrigt min erfaring, at netop vårflueimitationer (Caddis/sedge) er glimrende til at lokke vægelsindede fisk til fluen, eller som blind fisket flue over "sikre" standpladser (om sådanne findes) såvel til ørred som til stalling.

  Der findes mange gode fluemønstre på Caddis/sedge fluer; blandt egne favoritter er Little Red Sedge, Rackelhanen, Streaking Caddis och Cut Wing Caddis. Fluttering Caddis er ret ny i mine æsker men er allerede fast inventar. Mønstret stammer fra arnerikaneren Leonard M. Wright, som har beskrevet fluen, dens lidt specielle baggrund, og måden den skal fiskes på i sin bog "Fishing the dry fly as a living insect". Wright har nemlig et bestemt sigte med fluen. Den skal efterligne vårfluer, der bevæger sig på vandet (deraf navnet på fluen) og skal således ikke fiskes stille og ubevægelig. Tværtimod anbefales det at give fluen et forsigtigt "twitch", for at påkalde sig opmærksomhed. Hvis fisken, p.g.a. manglende klækninger har sin opmærksomhed rettet mod bunden, eller klækningerne er så voldsomme at vores imitationer blot drukner i mængden, vil en flue der rør på sig henlede opmærksomheden på sig selv, mener Wright. Dette lyder jo besnærende logisk - alle byttedyr "trykker" sig jo når der er rovdyr i nærheden. Bogen er i øvrigt på i mange måder interessant læsning og anbefales hermed til alle fluefiskare.

  Fluen fungerer dog også glimrende, hvis den bare fiskes på traditionel vis, og dens store force ligger efter min mening i, at den er nem at binde, solid og ikke kræver alverden af utilgængelige materialer. Desuden er den meget let at tørre under brugen.

  Kroppen laves af herl fra fasankokkens røde halefjer (pheasant's tail), og snoes disse om bindetråden, inden de tørnes om krogen, får man en ganske solid krop. Vingen laves af brune hacklefibre og må gerne være dobbelt så lang som kroppen. Vingen skal ligge som et halvt kræmmerhus over kroppen, men fibrene skal ligge tæt ind til kroppen på fluen. Det er ikke meningen at vingen skal spredes. Vingen tjener to formål nemlig at illudere vinge selvfølgelig, og mindst lige så vigtigt støtte fluen hvor den er tungest. Fluen flyder altså både på hacklet og på vingen, og for at holde så meget af krogen fri af vandet som muligt, skal vingen altså være lang, ligge lavt over kroppen, og være formet som et halvt kræmmerhus. At samle fibrene i et kort og tæt bundt over vingen og så forsyne fluen med en hale, er efter min mening at misforstå fluens design.

  Fluen flyder dog bedre, hvis vingen er spredt noget ud, samtidig med at det kræmmerhus formede design bevares, og den fanger tilsyneladende ikke ringere af den grund. Det er sådan jeg binder mine Fluttering Caddis i dag.

  Hacklet, der tørnes foran vingen, er blot almindelig brun hane i god kvalitet. Fluen kan selvfølgelig også laves i andre farver, men jeg vil nok holde mig til sort, brun og dun.

Text & foto: Steen Ellemose © 1996