Historien gentager sig

Fluebindingens århundrede lange historie myldrer med fluer, som er blevet opfundet, glemt og genopfundet. Materialer og stil kan skifte, men fluerne er de samme

Text & teckning: Mogens Espersen

  Det var en tidlig forårsdag for nogen år siden ved Isefjorden. Skingrende klart solskin; de første strandskader stod på stenene med de røde næb som kompasnåle mod den svage vind, der krusede vandet, som var klart som det kommunale i vandhanen. På det lave vand spjættede kutlingerne forskræmt afsted, mens jeg vadede ud. På kanten af det dybe vand stod kutlingerne i kø, og havørrederne jagede med åbent gab i halefinnen på stimerne. Et gåsetræk gakkede sig nordover; inde over strandengene, der er så karakteristiske for fjordlandskabet, holdt viberne årets første flyveopvisning.

  Det var de forhold, jeg havde drømt om, da jeg en vinterdag gjorde, hvad jeg selv syntes var en net opfindelse i fluestikken. En efterligning, eller måske riktigere karikatur af en kutling, som er "fast food" først på året for fjordenes havørreder.

  Når fiskeriet, fluen, eller hvad det nu er, er godt, fanger jeg et par madfisk og sætter mig til at ryge pibe, tegne og fundere. Jeg strøg tilfreds og næsten kærligt min opfindelse over det store hår. "Det var meget godt hittet på, Espersen", tænkte jeg og dampede, så gnisterne føg fra pibehovedet.

  Det var det måske også, men det var bare hittet på, længe før jeg blev født; i hvert fald for 75 år siden. I fluebindingens lange historie viser det sig næsten altid, at de eksperimenter og opfindelser, vi gør, er gjort mindst én gang før. Det gør ikke glæden ved at genopfinde fluer mindre, men det maner til en vis ydmyghed.

  "Min" kutling var en gammel sag, bare med nye materialer, opdagede jeg, da jeg senere for første gang læste en vigtig fluefiskerbog, der kom i 1915, men som blev glemt. Først og fremmest, fordi dens forfatter J C Mottram havde det uheld at dumpe lige ned i den begyndende strid mellem F M Halfords rabiate tilhængere, som ikke ville tillade andet end tørflue, og C E M Skues, som med sine nymfer søgte at kaste lidt sund fornuft ind i et rabalder, som fortsatte en menneskealder.

  Den tænksomme fluebinder

  Balladen var vel en del af årsagen til, at Mottrams bog "Fly Fishing; Some New Arts and Mysteries" fra 1915 knap nok blev læst og hurtigt glemt. En anden årsag var sandsynligvis, at mange af Mottrams fluer, som forlængst i eftertiden har vist deres fortræffelighed, i samtidens øjne så mærkelige ud.

  Mottram fiskede ikke med flue i saltvand, men han var en af de første, som begyndte at undersøge mulighederne i de store britiske søer og vandreservoirer Det var bl.a. derfra, vi for 25-30 år siden hentede stænger og den første flueinspiration til det nordiske kystfluefiskeri, som vi forresten også har genopfundet, for det blev dyrket af en håndfuld danske lystfiskere allerede i 1920'erne. De ville have fanget gedder i brakvandet mellem Sjælland og Falster, men fangede torsk og enkelte havørreder. Siden blev også det glemt, mest sikkert fordi salt og sand var hårt ved aluminiumshjul, som idag er samlerobjekter, og silkeliner.

  De danske kystpionerer havde bl.a. bundet en "torskeflue", en yngelefterligning med kraftig hvid krop og en halvmørk vinge af en fjer. Det var den, en glemt flue, der havde inspireret min kutling, men det viste sig altså, at der var en tænksom englænder, der var kommet "torskefluen" i forkøbet. Eller var en dansk fluefisker en af de få, som læste Mottram? Udviklingen går jo ofte kringlede og svært dokumenterbare veje.

  Blandt de fluer, som Mottram beskrev, var en Fry Fly på en langskaftet krog, som ikke var almindelig dengang, en fiskeyngelefterligning, som lignede den kutling, jeg syntes, jeg havde opfundet. Det er vel en ahhaoplevelse, som mange fluebindere har haft, når de har læst sig baglæns i fluehistorien.

  Selvfølgelig går udviklingen i fluefiskeriet fremad, men langsommere end vi tror, og ofte også i ring.

  James C Mottram var videnskabsmand, arbejdede med røntgen, og var en stilfærdig mand, der ikke gjorde væsen af sig. Han, der mente, at form og gennemskinnelighed var vigtigere end noget andet, når ørreder skal lokkes til at kvaje sig og tage vores pauvre efterligninger af naturen for den ægte vare, kom forresten til at spille en uforståelig rolle som en af modstanderne under den ophidsede debat i Fly Fisher's Club i slutningen af 1930'erne, da den da 80-årige Skues en sidste gang var nødt til at slås for sine ideer, som vi finder er sund fornuft.

  Kystflue a' la Mottram

  Mottram mente i 1915, at bevægelse - det han kaldte "skælven" - var vigtig for en yngelefterligning, og han bandt sin Fry Fly med dunede fjer fra brunspættet kalkun på oversiden av krogskaftet og hvide fj er fra en sølvmåge på undersiden.

  Foran et lille gråligt hackle og et kraftigt hoved af påfugleherl. Mottram opfandt med andre ord "marabou", længe før det blev opfundet.

  Nåja, tænkte jeg. Havde han kendt kaninstrip, som jeg bruger, havde han nok brugt det. Men kuglekædeøjnene, tænkte jeg videre, var da i det mindste nye. Læseren har allerede gættet det Mottram havde i Japan før Første Verdenskrig set vådfluer med kuglekædeøjne, så også dem kendte og brugte han, ikke på yngelfluen, men på en efterligning af en glasål, som han brugte i lakse og havørredfiskseriet i floderne.

  Derfor hedder min kutling, som også svenske fiskebrødre har haft fornøjelse af (det siger de da, hvis de ikke bare er venlige), Kutling a' la Mottram, som en meget forsinket hyldest til en tænkende fluebinder.

  Som alle fluer grundlægges kutlingen med et bindetrådsunderlag - her hvidt - tørnet fra krogøje til krogbøjning. Undervejs hæftes ribben. Ved bøjningen spares en bindetrådsløkke, og bindetråden tørnes ca to trediedel krogskaftslængde frem.

  Løkken fodres med Lite-Brite, som taperes, spindes, og en fyldig, loden krop tørnes frem til bindetråden. Her hæftes kaninstrippen oven på krogskaftet, strækes bagover og sikres med ribben, der tørnes i en åben spiral fremefter over kroppen og gennem kaninstrippen.

  Kaniner og andre pattedyr er jo "venlige" -deres hår gror i små "buketter", som ribben uden problemer sniges mellem. Derefter studses skindet bagtil, ca 10 millimeter fra krogbøjningen, så skind og lange hår rager bagud. Skindstrimlen forhindrer som regel, at hårene vikler sig omkring krogbøjningen.

  Fortil skiftes til rød bindetråd, og midtvejs mellem krop/vinge hæftes et par kuglekædeøjne af mellemstørrelse under krogskaftet. Det kan betale sig at vente med at nippe øjenparret af kæden, indtil øjnene er hæftet.

  Skal kutlingen have fjerhackle, hæftes hacklefjeren ved spidsen lige foran vingen og tørnes med et par tørn, som låses, så fjerstrålerne peger bagud. (Mottram studsede sit hackle på overog underside). Skal kutlingen have hårhackle, spares endnu en bindetrådsløkke, en lille bundt uld- og dækhår fordeles i løkken, spindes, dobles og tørnes fremad med et par tørn.

  Til slut hæftes fire - seks påfugleherl foran hacklet og tørnes bag, over og under og foran kuglekædeøjnene. Forkroppen må gerne være fyldig for at understrege kutlingens kølleformede facon. Endelig tørnes et net lille hoved, og kutlingen er færdig.

  Kaninstripen giver i forening med kuglekædeøjnene småfiskeefterligningen alt det liv, "skælven", som Mottram tilstræbte.

  Det er bare én af de mange gode ideer, der kan hentes hos den gamle og oversete fluebinder.

  Kutlingfamiljen heter kutling också på norska, men kallas bultar på svenska, t ex smörbult. Kutlingar finns längs de danska kusterna , vid svenska västkusten, runt Skåne och längs södra Östersjön upp till Stockholms norra skärgård. I Norge återfinns de främst längs syd- och västkust grovt räknat upp till Trondheim. Olika arter förekommer olika långt norrut.

Kutling a' la Mottram

Krok: Str 6-8 moderat langskaftet, f eks Partridge CS II "J S Sea Streamer", som er udviklet til det danske kystfluefiskeri.
Bindetråd: 8/0 hvid (afhensyn til kroppen) og rød (fordi det er pænt) forrest.
Krop: Lite-Brite "pearl-blueflash ", derfår et transparent mælkeblåt skær, når fluen er gennemvåd, taperet.
Rib: Medium oval sølvtinsel, tørnet både over krop og vinge.
Vinge: Brunspættet kaninstrip.
Hackle: Enten brunmønstret skulderfjer fra guldfasan eller uld- og dækhårfra brunspættet kanin.
Hoved: Påfugleherl tørnet omkring et par kuglekædeøjne, gerne messing, ogforrest rød bindetråd.

Av Mogens Espersen 2000 ©