Småt er godt til kyst
Tekst og tegninger av Mogens Espersen

Det danske kystfluefiskeri er for længst ude over forsøgene – stængerne er blevet lettere, og fluer, der er mindre end dem, vi vovede at fiske med for 30 år siden, er i dag almindelige ved kysten.

  Tungt for en sikkerheds skyld; let for en usikkerheds skyld. Det troede vi da. Vi prøvede os frem og ramte en del ved siden af, og der var flere torsk end havørreder i det tidlige kystfluefiskeri. I hvert fald i mit. Vi drømte om havørred og kom som regel hjem med torsk.

  Torskene dominerede, fordi vi – de fleste af os – ikke nænnede at tage fluen og dermed linen ret hurtigt ind, fordi det var besværligt at kaste igen, og fordi der var langt ud til horisonten. Jeg prøvede næsten altid at vade derud og blev våd helt ned på tæerne, når vandet stod ovenind i mine waders. Vi nåede aldrig horisonten, der jo flytter sig udefter, når man selv gør. Vi blev våde og kastede så langt, som vi orkede.

  Havørrederne sprang bag os, som om den ville se, om vi virkelig var så tossede. Det var vi. »Vi« var en håndfuld, som fiskede i hver sin landdel, byttede fluer og erfaringer. Vi blev ved, fordi vi vidste, at de andre også gjorde det. Først mange år senere mødte vi hinanden.

  Frysende måtte vi dengang erkende, at tager man fluen så hurtigt ind, at man kun sjældent fanger torsk, passer tempoet til havørred; så skal der kastes mere; vi lærte også, at de fleste havørreder bliver fanget inden for 20 meter fra land.

  Fiskere, der begynder en fiskedag med at vade så langt ud, som vaderne rækker, kender enten kysten meget, meget godt; de véd, hvor de skal træde for ikke at træde en havørred over finnerne. Eller de også skal til at lære det, tidligere kystfisker-generationer har måttet lære på den våde måde. Det er nemlig ikke sådan i livet, at erfaringer gives videre til næste generation som bud på stentavler. Næste generation begynder ganske vist ikke forfra, men ofte længere bagude end strengt nødvendigt.

  Der er – heldigvis – ingen regel uden undtagelser. Der er ikke »aldrig« eller »altid« i kystfluefiskeri eller i fluefiskeri i det hele taget. Vistnok alle mine store havørreder har jeg fanget fra land. Jeg prøver at efterleve den kystfiskerregel, som danskeren, fiskeren, skuespilleren, forfatteren og meget mere Svend Methling satte på vers for et par generationer siden:

Først på sand,
Så på land,
Og så i vand.

  Methling var en af de første danske kystfiskere, og allerede i 1920’erne eksperimenterede han lidt med fluen, men gav vist op, fordi saltvandet åd hans redskaber.

  Torskestatue

  Vaderi i utide har ødelagt mange fiskedage, men vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at havørrederne synes, at det er meget skægt. Jeg véd, at jeg har dummet mig, hvis en havørred er svømmet i strømlæ bag mine lange vaderben. Næsten som en hån mod skabningens såkaldte herre.

  I dag fanger de fleste danske kystfluefiskere flere havørreder end torsk. Ikke nødvendigvis fordi vi er blevet bedre fiskere, men fordi der sættes havørreder ud næsten over alt. Torsken derimod går tilbage i hele det nordatlantiske område. Den er savnet. Det var torsken, som med sine godmodige ryk i linen reddede manges første kystfluefiskeri. Danske kystfluefiskere burde i taknemmelighed over, hvad torsken har lagt kæber til, skillinge sammen til en statue af en torsk og stille den op ved en klintekyst med dybt vand inden for kastevidde.

  Nogen af de første danske kystfluefiskere, som i midten af 1920’erne skrev om deres erfaringer, havde opdaget kystfluefiskeriet ved at fiske efter »springende torsk«. Succesen har mange fædre, men kystfluefiskeriet begyndte, længe før de fleste af os var så meget som et glimt i vore forældres øjne. Uden torsk er kystfluefiskeriet blevet kedeligere. Når der er hug på fluen, er det som regel havørred. En ulk eller en skrubbe kan være dagens overraskelse. Er det en torsk, bliver den båret hjem i samme triumf som en havørred for 30 år siden.

  Brugt kystfluegrej

  Jeg har en af Nordeuropas største samlinger af brugt kystfluegrej – æsker med tungt belastede fluer, billige hjul med mærkeligt hjemmesyede skydehoveder, énhånds (!) stænger på 10–11 fod, klasse 8–9. Jeg har aldrig behøvet at gå i fitnesscenter.

  Der er rene katastrofer imellem, men de fleste redskaber har fungeret i det mindste tåleligt. Derved kan man vel få bekræftet det danske ordsprog om, at heldet følger den tossede.

  Det gik med de tunge grejer, men det går ikke mere. Det skyldes alderen, og da er det en trøst, at amerikanske saltvandsfluefiskere fanger bonefish på stænger, som er så lette, at vi ikke kunne drømme om at tage med på kysten for 25–30 år siden. Vi turde ikke, og vi håbede naturligvis på den helt store, som ville gøre den svære stang nødvendig. Vi slæbte i stilhed og spiste med venstre hånd efter en fiskedag.

  De fleste steder i Danmark kan kystfiskeren gå eller køre om på den anden side, hvis vinden er umulig. En hurtig klasse 6 med et skydehoved klarer det meste, har vi lært af amerikanske bonefish-fluefiskere.

  Stangen er selvfølgelig også amerikansk. For en generation siden var engelske, såkaldte reservoir-stænger sidste skrig på kysten. Deres aktion var langsom og dyb; det havde sin charme, men er også en af forklaringerne på, at vi ikke var meget for alt for meget kasteri. Slet ikke, hvis det blæste den mindste smule. Skydehovedet kendte kun de færreste; den halvgode løsning var en flydende klumpline – men den skræmte havørrederne, når den i stille sø landede på vandet, sagde de kloge.

  Var vandet stille, gik man over til dobbelttaperet line eller – hjem.

  Engang var svømmer versus fluefisker det store sus i landets svømmehaller. Pressefotograferne var på pletten. Svømmeren fik en sele på, selen blev knyttet til fluelinen og af sted det gik. Der er ingen eksempler på, at fluefiskeren fik rullet svømmeren ind. Ikke på tryk i al fald. Journalistisk er det også mest interessant, at svømmeren slår fiskeren. Det er også mere interessant, at postbudet har bidt hunden end omvendt, fordi hunde har en slags hævd på at bide postbude.

  I dag véd vi, at fluestangen hverken skal eller kan fungere som kran – hvis fisken bliver holdt ude af balance, bliver den hurtig træt nok til ketsjeren. Klasse 6 er altså rigeligt.

  Endelig, de fleste kystørreder – i Danmark – er af en sådan størrelse, at de ikke kræver det sværeste grej. Desuden kan man jo udtrætte selv meget store fisk på lette redskaber, i høj grad endda ved kysten, hvor der jo er vand nok, sjældent forhindringer som fisken for enhver pris skal holdes væk fra. Dansk kystfluefiskeri kan dyrkes på flade kyster med lange vadeture og klitter i ryggen, over stejle klintekyster med dybt vand helt ind, eller på klippekyster (Bornholm), hvor kun de meget lokalkendte overhovedet kan vade.

  Fiskere og ørreder

  I perioder har vi nok gjort fluefiskeriet efter kystens havørreder unødigt svært for os selv. Vi har ikke tænkt os om.

  De fleste af os har bundet hundredvis af småfiskeefterligninger. Ind imellem har vi haft en kvik dag og undret os over, at grånussede fluer, der kan ligne lidt af hvert, tilsyneladende har fanget bedre end fiskeimitationerne, der kunne alt, undtagen at gyde. Jeg har – nok for tit – slået det hen. Det gik strygende, fordi der var flere havørreder end sædvanligt inden for kastevidde, mente jeg.

  Det var der måske, men sandsynligvis ikke.

  Vi har bundet løs og overset noget vigtigt, nemlig at de perfekte småfiskefarver – mørk ryg, lys bug med sølv imellem – er camouflage. Det er måske et spørgsmål, om havørreden overhovedet har set fiskeimitationsfluen, når vi fisker med den. Næppe under alle lysforhold. En flue, der ser rigtig ud i menneskeøjne, bliver måske helt overset af havørrederne, men det er vel for de fleste sjovere at binde noget, der ligner småfisk end noget, der ligner lommeuld på en krog. Desuden kan vi jo ikke binde på andre måder end den, der giver vellignende resultat, set med menneskeøjne.

  En medfisker stod på tæer for at se, hvad jeg havde i min flueæske. Det er lige som, når nogen uopfordret prøver at læse med over skulderen på én. Han kunne ikke tilbageholde et udbrud: »Det er jo bare lommeuld«. Ikke helt, men noget af det ligner.

  Kaos i flueæskerne

  Med få undtagelser bliver en god kystflue til over mange år. For mig og sikkert også for mange andre ser der endelige resultat ikke det fjerneste ud som udgangspunktet. Man binder et par stykker, fisker med dem og binder et par nye, som er lidt anderledes – og bedre, håber vi. Vi tror, at vi lærer af vores erfaringer, men glemmer fluen, tager den op flere år senere igen og binder en flue, der er nøjagtig som den, vi for år tilbage har sat i karantæne.

  Derfor ser i hvert fald mine flueæsker så kaotiske ud. Der er ingen synlig linie i mit kystfluebinderi. Det ville egentlig være trist, om der var; allerede gamle Izaak Walton gjorde opmærksom på, at der i fiskeri altid vil være eksperimenter til et uendeligt antal nye fiskergenerationer. Der er mange gode kystfluer, men der er nok ikke mere end et par håndfulde, som er rigtig gode.

  Det er både skræmmende og beroligende at vide, at man bare er et led i en lang kæde. Gerne et langt led naturligvis.

  Jeg så tidligt, at fiskere som Jens Staal, Per Karlsen, Orla Grell og Peter Ring Hansen ofte bandt enkelt og småt, mens jeg var meget længe om at slippe en gal idé om, at fluerne ved kysten skulle være indviklede og store. Jeg har lært det.

  Kunne jeg slippe med kun at bruge én flue i kyst fiskeriet, ville jeg gerne det, men der er for mange faktorer – lys, vind, strøm f.eks. – som mennesker nok ikke formår at kombinere så godt som havørreder. Derfor er der lidt flere end én flue i æsken, for man kan jo aldrig vide…

  Er det i virkeligheden nagende usikkerhed og uvidenhed, stor og dyb som et hav, der driver os som fluebindere? På samme måde som den springende havørred, får os til at vende tilbage og tilbage til kysten, selv om de fleste havørreder kun springer elegant. De lander alle sammen som grise.

Småt og godt

  Kendere vil kunne se, at der er elementer af Staal, Karlsen, Grell og Ring Hansen min Mysis Variant. Den originale Mysis, som blev udviklet på Fyn, har krop af hareuld, ellers ligger min variant tæt på originalen. Inspireret af Peter Ring Hansens fluer til det nordvestsjællandske kystfluefiskeri – Glimmerrejerne – har jeg fundet et kropsmateriale med fut i, Lite-Brite, Angel Hair, Flashabou og hvad det ellers hedder. Det er næsten det samme, men Lite-Brite er efter min mening det bedste, lidt kortere og bedre blandede fibre, flere farver der kan give nuancer.

Mysis Variant

  Grundmønstret kan under visse belysningsforhold med det valgte kropsmateriale få et næsten blåligt skær, når det er gennemvådt. Somme tider belaster jeg fluen let (8–10 tørn tynd blytråd midt på krogskaftet). Jeg holder rede på belastede og ikkebelastede fluer ved at give de første et rødt bindetrådshoved. Blytråden tørner jeg oven på det første bindetrådsunderlag, og jeg fikserer den med bindetrådstørn et par gange frem og tilbage.

  Jeg synes, at det kan have betydning, hvis bindetrådens farve kan spille sammen med farven på kropsmaterialet.

  Krogen er Partridges nette, let krummede saltvands- reje krog. Ned til størrelse 10 hedder den CS 54, i mindre størrelser (12 kan komme på tale på kysten) hedder den GRS 12 ST og kaldes emergerkrog. Krogfabrikanters veje kan være uransagelige.
Krog: str. 8-10 CS 54
Bindetråd:hvid
Krop: Lite-Brite »pearl blue flash«, fed, lidt taperet fremefter
Rib: pearl flad tinsel
Palmerhackle: blød grizzle, reversed dvs. bundet ned bagtil og tørnet så fjerstrålerne peger skråt fremad
Hoved: bindetråden eller rød bindetråd, hvis fluen er belastet

  En version med kobberfarvet krop (orange bindetråd givet et fint pift) og brunt hackle bør ikke mangle i flueæsken.

Tekst og tegninger av Mogens Espersen © 2005