De perfekte vådfluer
Av Mogens Espersen 2001

Ironisk eller bare et af historiens luner - da vådfluen var blevet rigtig god, næsten perfekt, blev den kasseret til fordel for tørfluen, som nogen mente var "finere". Nu skal vi til at genopfinde vådfluen

  Vådfluen har været en truet art siden 1886.

  Den skal nu nok redde sig. Selvom der synes at være mode i fluer, gælder det nemlig kun fiskere. Fiskene er ligeglade, og om fluen er gammel eller ny, våd eller tør spiller vel ingen rolle, når krogspidsen først prikker i mundvigen.

  Fisk falder akkurat lige så gerne for noget, der har fanget fisk i hundreder af år, som de falder for noget, der for tiden er "moderne". Jeg har skrevet det før; nogen vil hævde, at jeg aldrig bliver træt af at citere mig selv, men ikke destomindre: Hvis en flue fangede fisk for flere hundrede år siden, gør den det sikkert også i morgen. Hvis fiskeren ellers kan sit kram. Ofte er præsentation vigtigere end fluemønster. Fluen skal ligne foder.

  Vådfluen blevet afskrevet, afvist og forvist efter 1886, som var det år, da Frederick M Halford udgav sin første bog "Floating Flies and How to Dress Them". Da blev tørfluen både anset, dille og flere steder et krav.

  Halford havde stor respekt for vådfluefiskeren, skrev han flere steder. Halford var mere alsidig end sit rygte, men hans tilhængere og efterfølgere var ensidige. Det var tørt, ikke vådt, der skulle til. Vådfluer hørte ikke hjemme ved de sydengelske kridt-strømme, fastslog Halfords tilhængere mange år efter guruens død. Selv led han ikke af fordomme, men halfordianerne gjorde.

  Det blev til den store fluefiskerstrid, som har hærget næsten hele det 20. århundrede, med nymfefiskeren G E M Skues og den sunde fornuft på den ene side og næsten alle andre fluefiskere og i hvert fald alle fordommene på den anden. "Næsten" er bl.a. fluehistorikeren J Waller Hills, som i "A Summer on the Test" (1922) skrev om tørfluefiskeriet, at "det er en sammensværgelse, grundlagt av Halford og udbygget mere og mere af senere forfattere, som går ud på at gøre kunsten så forfærdelig svær og mystisk, at kun de virkelig talentfulde bør beskæftige sig med den".

  Hills mente ellers i sin fluehistorie, at tørfluefiskeriet måtte være kronen på værket, som vi siger på dansk - men at tørfluefiskeriet måske er udviklingens højdepunkt, udelukker jo ikke de foregående århundreder og deres erfaringer, fluer og metoder. Det havde Halfords disciple og eftersnakkere, som hærgede mange år efter hans død, bare så svært ved at forstå Hills havde ingen problemer med at indse det indlysende.

  Selv i dag kniber det tilsyneladende for nogen, men der er en tid til alt. Tid til tørt, tid til vådt, og det ene udelukker jo ikke det andet. Den alsidige fisker bruger de redskaber, som passer efter forholdene; ellers er han jo ikke alsidig, men indskrænket.

Hvis enflue fangede fiskforflere hundrede år siden,
gør den det sikkert også i dag.

  Den perfekte vådflue

  Det er ironisk: Netop da vådfluen var ved at være perfekt på den lange vej fra Izaak Waltons fiskekammerat Charles Cotton og slutningen af 1600-tallet til vor tid, var der nogen, som ikke ville se den i deres fiskevande. Vådfluen forstyrrede fiskeriet og gjorde fiskene sky, mente dem, som havde forlæst sig på Halford og anså tørfluen for mere sportslig.

  Det var selfølgelig bavl, men Skues lagde fornuftigvis forsigtigt ud, da han i 1910 udgav sin første bog "Minor Tactics of the Chalkstream". Det blev understreget i titlen - nymfefiskeriet, som det blev til, var en "minor tactic", en detalje der ikke kunne anfægte tørfluen, men supplere den og gøre fiskeriet mere alsidigt.

  Skues blev siden en knarvoren stabejs, men i begyndelsen repræsenterede han bare den sunde fornuft, og hans respekt for Halford var stor. Det gik over, men da var Skues ved at være lige så galt afmarcheret som dem, man kaldte "puristerne". Det vil sige tørfluefanatikerne, som med henvisning til Halford, der var død forlængst, insisterede på at fiske med tørflue, og-så når det var umuligt, og en nymfe eller klækker (emerger) havde været bedre.

  Det kan være svært at indse, at det i ramme alvor skulle være særligt fint ikke at fange noget på tørflue. Men det mente mange, og modellen, der føler sig lidt finere end "almindelige" fluefiskere, er ikke helt uddød ved fiskevandene.

  Uopnåeligt og godt

  Fluer er bedst, når vi enten ikke kan regne ud, hvad f.eks. kropsmaterialet er, eller hvis der i mønstret indgår nogen hår, som er så få og så sjældne, at bare en håndfuld til et par fluer vælter et almindeligt fluebinderbudget. Hvis noget er uopnåeligt, må det være godt.

  Skues, der studerede North Country- og Yorkshire-fluerne grundigere end de fleste, havde et anderledes ligefremt forhold til fluer og materialer, og han hæftede sig især ved det levende, sparsomme hackle af en ganske almindelig fjer og fluens forkrop (thorax), som i dette tilfælde er den fortykkelse forrest på fluens krop.

  Den er med til at give hacklet spændstighed, også når strøm eller indtagning presser hacklet ind mod fluens krop. Skues fremhævede især to fluer, der efter hans mening var perfekte nymfeefterligninger, nemlig Half Stone og Tups Nymph, begge i følge Skues kreeret af den professionelle Devon-fluebinder R S Austin, som spillede en rolle i første del af Skues fluebinderliv. Austin var oprindelig artillerist og deltog i Krim-krigen som sargeantmajor. Som civil slog han sig ned i Devon, og fluerne fra hans stik er årsagen til, at der er en West-country-stil ligesom en North-Country o.s.v.

  Tup's Indispensable — Vædderens uundværlige — er gået over i fluehistorien både som et godt grin og som en fin imitation af de små døgnfluer, f.eks. Bætis fuscatus, hvis vi vil forsøge at snakke latin med fiskene. Idag kendes den nok mest som nymfe, og der er altså ingen tvivl om, at Austin var ophavsmanden, og at Skues hjalp ham med at bevare hemmeligheden om den pisfarvede vædder-testikeluld, som var en vigtig del af det gulligt lyserøde kropsmateriale.

  Fluen var i mange år gådefuld og god. Nu er der ingen hemmeligheder længere, og dermed er interessen for fluen dalet.

At der synes at være mode ifluer gælder kun fiskere.
Fiskene er ligeglade.

  Rigtig facon

  Half Stones oprindelse er nok mere usikker, end Skues troede, mente fluehistorikeren A. Courtney Williams. Den er ganske vist fra Devonshire, men måske et ældgammelt mønster, almindeligt brugt helt til vor tid, og Skues repræsenterede den almindelige mening dengang, da han mente, at fluen nok skulle efterligne en nymfe, som var ved at klækkes til færdigudviklet døgnflue.

  I dag er det en almindeligere mening, at Half Stone nok efterligner en vårfluepuppe, som klækker. Men det mærkelige navn har ingen endnu kunnet opklare.

  Det interessante ved Half Stone er den kraftige forkrop af spundet uld (mosegris), som støtter et meget sparsomt hackle. Det var en bindestil, som Skues anvendte på mange af sine nymfer.

  Fluens forkrop er måske den detalje, der gør udslaget; i hvert fald sikrer den, at hacklet pulserer, uanset om fluen fiskes i strømvand eller i stille vand. Half Stone har nok med andre ord en rigtig facon, og en nutidig fluebinder står sig vist ved at have faconen på repertoiret.

  Baglæns fremad

  Skues udgangspunkt for det, han siden kaldte nymfer, var den perfekte vådflue. Han læste sig et par generationer baglæns i fluehistorien for at kunne begynde på en frisk. Det er jo svært at forny noget, hvis man ikke er helt på det rene med, hvad man vil forny. Det synes nogen at overse.

  Skues hæftede sig baglæns bl.a. ved skotten W C Stewart og ved midtenglænderen T E Pritt. Ingen af dem havde udviklet deres egne fluer, men de havde fundet de perfekte vådfluer og søgte at gøre andre interesserede i dem og de tilhørende fiskemetoder. Stewart i "The Practical Angler" (1857) og Pritt i "North-Country Flies", bogen der uheldigvis udkom samme år som "Floating Flies...".

  Hans liv ved vi ikke alverden om, men William Clouston Stewart (1832-1872) skrev sin bestseller om fluefiskeri, da han var bare 24 år. Han må have fisket flittigt fra tidlig alder. Det var, som om han havde fart på fra starten, for bogen, der stadig udkommer, var krammet med fiskererfaringer nok til et helt liv. Stewarts blev kort; han blev kun 40, men nåede altså forinden at præge fluefiskeriet for altid.

  Der er et billede af Stewart, en kæmpe mand lænet op ad et lysthus med ølflaske og glas i hånden, man er villig til at tro, at fotografen kun tog det ene billede, fordi lysthuset væltede, inden han fik ny glasplade i det, som dengang i hvert fald i Danmark hed en kukkasse efter den lille udstoppede fugl, som vippede på en fjeder oven på trækasse-kameraet for at fastholde urolige børns opmærksomhed.

  Stewart anbefalede opstrøms vådfluefiskeri; han var ikke den første, men argumenterede mere overbevisende end mange. Fluerne, som han klædte let, kaldte han spidere (edderkopper), fordi de havde store, bløde og sparsomme hackler. Han fiskede altid med tre på forfanget, og en af dem var som regel Black Spider.

  Den fik den bedste reklame, en flue vel kan få, nemlig at den i årevis havde holdt liv i en delvis tyvfisker James Baillie, hans kone og (man ser den for sig) en hærskare af snotnæsede, minderårige børn.

  "Fast food"

  Navnet "spider" er galt, men der var i det hele taget noget hjemmelavet over Stewart med det vildtgroende skipperskæg, så det tossede navn passer på en måde alligevel, selvom spider jo plejer at betyde edderkop, og de er sjældent fiskemad.

  Pritt (1848-95) derimod var korrekt holdt fast i traditionerne, efter at han som ung bankmand havde slået sig ned i Yorkshire, hvor han grundlagde en bank og skrev i den lokale avis om fluer og fiskere.

  Fluerne var magen til dem, Stewart brugte "north of the border", altså i Skotland nord for Hadrians Mur, som var Romerrigets og efter Roms mening civilisationens nordgrænse og værn mod de vilde horder i skørt. North Country og Yorkshire har siden været lidt bondsk i sydengelske øjne.

  Pritt samlede 62 af de letklædte fluer med korte kroppe og store, men sparsomme hackler. Farveplancherne i "North-Country Flies" var håndkolorerede, nok ikke allesammen af ham selv, selvom om Pritt foruden penge også havde forstand på akvarelfarver og på at bruge dem. Pritts bog, der i førsteudgaven fra 1885, hed "Yorkshire Flies" er nok stadig hovedværket og vigtigste opslagsbog vedrørende Yorkshire-traditionen, hvor det var vildt - "game birds" - der leverede hacklefjerene, undertiden hentet så underfundige steder på fjerkræet, at man forstår, at det er en meget gammel tradition, som Pritt lod os kigge ind i.

  Samtidig mente han, at han måtte understrege, at de letpåklædte fluer nok ikke duede i de sydengelske kridtstrømme. Pritt tog fejl - men fluerne, skulle være større, end han havde forestillet sig. Den pæne bankmand havde måske rødmet, hvis han havde vidst det.

  Og Yorkshire-North-Country-fluerne var altså udgangspunktet, da Skues begyndte at udvikle nymfefiskeriet, for fluerne var nok noget nær de perfekte vådfluer, lette, elegante fluer, som kan efterligne nymfer, klækkere og såmænd også færdigt-udviklede insekter, der er blevet genopfundet i USA som "stillborns".

  Kort sagt, fluerne efterligner foder, endda fast fond, fordi de ligner det stadiet, da insekterne er mest i farezonen på den lange vej fra åens bund til sommerdagen omkring åen.

Fluer med levende, sparsomme hackle. Fortykkelsen forrest på fluens krop er med til at give hacklet spænstighed når strøm eller indtagning presser det ind modfluens krop.

  Fluernes mekanik

  Resultatet er at fluebinderiet er bedre, jo værre det set ud.

  Det svære ved at genopfinde og tilpasse North-Country- og Yorkshirefluer, er at binde enkelt og "rodet" nok. Ser fluen ud, som om materialerne er føget omkring krogen, da en trækvind for gennem lokalet, ser fluen ufærdig ud på den rigtige måde. Stewart understregede, at Black Spider først var rigtig god, når fiskene havde gnasket den til ukendelighed.

  Som fluebinder vil man efter mange år ved stikken svært gerne bilde sig selv ind, at man har begrebet en lille smule, og at man kan binde en flue, som jævnligt fanger fisk. Det kan styrke selvtilliden, hvis man binder sine North Country-varianter å la Half Stone, blot med længere hacklestråler end originalens.

  Jeg tror, at den markerede forkrop på mine varianter er med til at skabe illusionen. Hacklet bliver mere spændstigt. Skues opnåede i mange år det samme på nymferne ved at lægge den afsluttende whip-finish mellem hacklet og fluens forkrop. Men det er en anden historie, som en dansk digter skrev...

  Når linen er slæk, vil hacklets stråler, bl.a. på grund af forkroppen brede sig ud; i strømvand ligner det fingre, som beføler vandet. "Liv", eller rettere skrevet en efterligning af liv, som både mennesker og fisk finder naturtro nok. Omvendt svøber hacklet sig omkring krogen, når strømmen er imod, eller når der er træk på fluen.

  Skifter fluen facon og så at sige vifter med hacklet på den måde under fiskeriet, har fluebinderen gjort et propert arbejde, og han kan endda fnise lidt over sig selv: For det er jo tilsyneladende en naturlov, at hvis noget virker, skal en anden fluebinder straks prøve at lave det om, "forbedre" det. Ikke altid til det bedre.

  Forkroppen på North-Country- og Yorkshire-fluerne er dog måske en forbedring. Det er en tilføjelse, som jeg gør på alle mine moderne varianter af de gamle og næsten perfekte vådfluer fra før, der gik purisme i fluefiskeriet. I det mindste virker det, og det passer mig fint, for selve fluerne jo går tilbage næsten til fluefiskeriets rødder. Og på et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at genopfinde vådfluen. Hvorfor ikke nu?

  Fire uundværlige

  Ingen fluer er uundværlige, men alligevel er der fire, som jeg binder om vinteren i bunker og hælder i flue-æskerne, når det er sæson. Når den er forbi, er der færre og meget fortykkede eksemplarer tilbage. De bliver fisket i stykker, så fjerstråler hænger, og bindetråd går op.

  Krogene er et nummer eller to større, end en renfærdig yorkshireman som Oliver Edwards godtager — men fiskene gør. Jeg er kun en lille synder; englænderen Richard Walker og amerikaneren Sylvester Nemer har bundet monsterudgaver af Partridge & Orange og fanget fisk på den. Krogen skal være kort - Partridge L2A og Mustads lidt kraftigere 3906 passer til mit fiskeri. De mindste krogstørrelser hen på sæsonen.

  Mange af Yorkshire-fluerne havde kroppe af Naples silke. Hvis man vil binde kopier, bruger man naturligvis silke i den rette nuance; til fiskefluer og varianter er Unithread (8/0) i den rette farve udmærket.

  Hacklet er meget sparsomt — som regel en tørn, men to kan også gå.

  Black Spider var Stewarts vigtigste flue. Han tørnede hacklet af stærenakkefjer, når han havde snoet fjeren omkring bindetråden. Den oprindelige Black Spider havde nærmest et halvt palmerhackle. Varianten har markeret forkrop, og hacklet kan også være en natur-sort hønenakkefjer, hvis sort stær uden pletter ikke er for hånden.

Krog: Str. 10-12.
Bindetråd: 8/0 brun.
Krop: Bindetråden.
Forkrop: Mørke uld- og dækhår fra hare-maske.
Hackle: Stær (nakkefjer uden lys plet) eller sort høne.
Hoved: Brunt.

  Waterhen Bloa er en fin døgnflue-efterligning, bl.a. tidligt om foråret når første klækning af Baetis rhodani (Large Dark Olive) er i gang. Waterhen er rørhøne (Gallinula chloropus) og bloa er den lokale dialekt for blågrå.

Krog: Str. 10-14 (mindre i løbet af sæsonen).
Bindetråd: 8/0 gul.
Krop: Muldvarp, dubbelt så tyndt at bindetråden "griner" igennem og giver et næsten oliven skær.
Forkrop: Muldvarp.
Hackle: Lys grå dækfjer fra rørhøne, vingerodens underside.
Hoved: Gult.

  Snipe & Purple anvendes traditionelt som efterligning af Iron Blue (Baetis niger), men den dækker de fleste små, mørke døgnfluer. Snipe er bekkasin, der er en almindelig lille, rap vadefugl.

Krog: Str. 14-16.
Bindetråd: 8/0 mørkerød.
Krop: Bindetråden.
Forkrop: Lys haremaskeuld.
Hackle: Spættet dækfjer fra oversiden af bekkasinens vinge.
Hoved: Mørkerødt.

  Partridge & Orange er nok den mest kendte Yorkshire-flue. Pritt skrev, at den er god på alle årstider. Siden har de lærde skændtes om, hvad den efterligner. Den ses undertiden med en rib af guldtråd; den tilføjelse skyldes vist James William Lunn, den legendariske riverkeeper ved Houghton-klubbens fiskevand ved Test. Han bandt den i 8'ere og 10'ere og fiskede med den i Test, da tørfluehysteriet rasede. Det var vildere, end Pritt havde forestillet sig. Både dansk-amerikaneren Poul Jorgenen og danskeren Jens Staal har udviklet den variant, som jeg har taget til mig, med forkrop af haremaskeuld.

Krog: Str. 10-12.
Bindetråd: 8/0 orange.
Krop: Bindetråden.
Forkrop: Lys haremaskeuld.
Hackle: Lys brunspættet skulderfjer fra agerhøne.
Hoved: Orange.

  Klassikeren Half Stone var kendt i hele den vestlige del af det fluefiskende England, og der var altså fluer som den, der inspirerede Skues til at binde "bryst" på sine nymfer. Halford syntes åbenbart ikke, at han ville forbigå en udmærket flue, så han bandt en tørflueudgave; "lidt underligt", bemærkede Courtney Williams, der opgav mønstret på den indlysende vådflue således:

Krog: Str. 12-14.
Hale: Tre blue dun fjerstråler.
Krop: Gul eller primrose flossilke på bagerste halvdel.
Forkrop: Uld- og dækhår fra muldvarp eller vandrotte.
Hackle: Mørk blue dun.

  Farven på fluens hoved opgives ikke, men da det ville være naturligt anvende gul bindetråd, kan det være gult.

  Jeg ville nok ikke være mig selv, hvis jeg ikke havde pillet lidt ved den også: Jeg binder den uden hale og i North Country- eller Yorkshire-stil.

Text, foto & teckningar: Mogens Espersen 2001

Reds note: Några av de böcker som nämns i denna artikel, till exempel Skues "Minor Tactics of the Chalkstream" och Stewarts "The Practical Angler", kan sökas antikvariskt, medan Pritts "NorthCountry Flies" är en dyr raritet. Den senare är emellertid utgiven i faksimil under titeln "Yorkshire Trout Flies" av The Flyfisher's Classic Library, Detta forlag är känt för sina kvalitetsutgåvor av äldre fiskelitteratur och har givit ut många intressanta titlar i nyutgåva.