Långskaftade "danskar"
Av Mogens Espersen 1987

Thor- original og variant

  Maskinmesteren oppe bag de sorte skybanker ville hverken køer eller fiskere det godt. Køerne klappede halerne ned og drejede rumperne mod vejret. Lystfiskeren klappede hætten op og fandt, at det hele var knap så spændende, som det kunne have været. I hvert fald drømte han om sol og let brise, da han planlagde fisketuren, som fandt sted i kuling og regn. Når vejret hidser sig op af nordvest, bliver det til en del i det midtjyske hedeland.

  Efter forgæves at have gennembladet flueæskerne overvejede lystfiskeren et kort øjeblik, om lystfiskeri med flue i grunden ikke var en svært opreklameret og vildt overvurderet fornøjelse. I det samme så det ud til, at maskinmesteren deroppe havde fundet et andet håndtag — der gik hul på skydækket, og solen javede en lang messingarm igennem, og lige hvor den glimtede på åen, var der en grødebusk som opførte sig lidt anderledes end de andre.

  I slige situationer griber man det første og det bedste, som var en langskaftet flue, bundet med et formål, som lystfiskeren forlænget havde glemt. Fluen blev sendt nedenstrøms, og netop som den næste regnbyge kom trippende over granhegnet, som savede i blæsten, standsede linens sving over åen. Lystfiskeren var ikke helt sikker på, om det ikke endnu engang var vinden, men han gav dog forundret tilslag. Grødebusken kløvedes, og fisken spurtede nedenstrøms, lige ind i regnens grå gitter.

  Fisken var en havørred, der havde fjælet sig nogen tid i åen - altså en af de ellers helt håbløse - og fluen var en Golddigger, engang fast inventar i jyske åfiskeres arsenal, i dag næsten glemt.

  Lystfiskeren har siden altid haft langskaftede på repertoiret, både i mags- og uvejr.

  Indianflugor?

  Selvom langskaftede fluer lige netop er 100 år, er de stadig stedbørn i mange fluesamlinger — måske fordi de er for ligetil sammen lignet med de finurlige konstruktioner, der er så smukke og sværre at binde, at man knap nok nænner at fiske med dem.

  Det var sandsynligvis amerikaneren Theodore Gordon, der indførte fluefiskeriet i "Guds eget land", som opfandt typen, mens han korresponderede ivrigt med d'herrer Halford og Skues og altså ind imellem gik meget på tværs af deres forestillinger. Nogle kilder vil vide, at den langskaftede flue er af indiansk oprindelse - og indianske med lange fjerprydelser, var de første eksemplarer. I 1902 bandt en anden amerikaner, Herbert L Welch de første egentlige yngelimitationer på langskaftede kroge. Han var ophavsmand til bl a Black Ghost.

  Streamers (egentlig: vimpler) hed de første langskaftede, fordi deres vinger af hacklepoints svajede og drejede så forførerisk i strømmen - når de ikke i stedet viklede sig omkring krogbøjningen. Det kan vel være rimeligt i dag at fastholde betegnelsen streamer om flue med hacklepointvinger, mens de øvrige med bucktail, egernhale etc så passende kan kaldes hårvingefluer. Også disse er af amerikansk oprindelse fra begyndelsen af dette århundrede, men først efter Anden Verdenskrig begynder de for alvor at slå igennem i Europa, som ikke var meget for at lære fluefiskeri af amerikanerne.

  I Danmark blev streamer- og hår-vingefluer indført af Paul Wellendorf, der med sine bøger blev en hel fiskergenerations læremester. Han bandt de første som ophængere til hav- og kystfiskeri, men opdagede snart, at de i mindre udgaver for enden af et flueforfang kunne narre snu bækørreder, der ellers har set det hele, og forsigtige havørreder, der efter nogen tid i åen slet ikke gider underholde nok så håbefulde fiskere.

  Wellendorfs langskaftede blev berømte og glemt, og først med put & take-fiskeriet og kystfiskeriets opblomstring i begyndelsen av 1970'erne kom langskaftede fluer igen til ære og værdighed. Bæk- og havørred i åen ansågs dog forsat for alt for velopdragne til at gå på den slags tant.

  Slanka flugor

  Lystfiskeren har brugt den med flid i danske åer og ved en enkelt lejlighed i en norsk elv, hvor de heggeli-fanatiske med stor undren iagttog de sære skabninger og den gale dansker, der troede, han kunne fange fisk på den slags.

  Der er to "hemmeligheder" i fiskeriet med langskaftede fluer. For det første skal de klædes forholdsvis slankt for at virke "levende" i vandet, og for det andet skal de fiskes på tynde forfangsspidser, 0,25 mm er passende, også for at sikre, at fluerne kan svaje og lokke i strømmen. De fiskes bedst på flydende eller sinktip-line, således at fiskeren har kontrol med fluen under hele drevet, og under egen bred kan de med fordel nøkkes frem og tilbage inden et nyt kast.

  Paul Wellendorf opfandt sine fluer i midten af 1950'erne, og med en enkelt undtagelse bandt han dem som streamers. Efter lystfiskerens erfaring fanger de bedre som hårvingefluer - derfor benævnelsen variant efter fluenavnene. Det synes ikke at have gjort fluerne ringere - tværtimod. Og en blank eller mere afdæmpet er ofte lystfiskerens første valg ved åen fra tidligt forår til sæsonens slutning.

  Normalt bindes fluerne på krog størrelse 8, 3 x long, men en del mindre eksemplarer kan med fordel indlemmes i samlingen til lyse dage med lav vandstand.

Wellendorf gjorde ikke meget ud af navnene - to af dem er døbt efter og måske i det, der var nærmest ved hånden, det gode Randersøl af mækerne, Thor og Buur. De er i mere end een forstand god medicin og trøst på en fiskedag.

Golddigger
Hale: orange fjerstråler.
Krop: Guldtinsel.
Rib: oval guld.
Hackle: orange hane.
Vinge: rødbrun egernhale

Buur Variant
Krop: guldtinsel.
Rib: oval guld.
Hackle: scarlet hane.
Vinge: scarlet kalvehale over sort.

Tulipan Variant
Krop: sølvtinsel.
Rib: flad embossed guldtinsel.
Hackle: scarlet hane.
Vinge: rød kalvehale over gul.

Tobis Variant
Hale: scarlet fjerstråler.
Krop: sølvtinsel.
Rib: oval sølv.
Hackle: scarlet.
Vinge: grøn kalvehale over hvid.

Thor Variant
Krop: sølvtinsel.
Rib: oval sølv.
Hackle: sort hane.
Vinge: sort egernhale, derover et bundt (5-6) stråler fra påfuglens sværdfjer.

Av Mogens Espersen 1987 ©