Parachutes
av Erik Nygaard

  Vi fisker ikke så meget tørflue i de hjemlige vande i Midtjylland i Danmark. Det kan der være mange årsager til. En af dem er sikkert den, at tørfluefiskeri stadig er omgærdet af et eller andet specialiseret og forfinet - måske endda indviklet. Man skal vel nærmest have en halvvidenskabelig uddannelse for at orientere sig i insektlæren og ellers udvikle en meget forfinet fisketeknik. Sandheden er, at tørfluefiskeri er let fiskeri - måske endda lettere end ordentlig vådfluefiskeri - man skal i hvert fald ikke tage hensyn til forskellige vanddybder for ens fluer - og de forskellige fluemønstre har for de flestes vedkommende den generelle karakter, som vi også ser ved vådfluerne. Det gør det selvfølgelig mere spændende, at finde en flue frem, der ligner noget af det man kan se ved fiskevandet - og det gør også fiskeriet mere effektivt - og så er der det med jagten. Jeg synes der er mere jagt i tørfluefiskeriet - man er så tæt på fisken og dens adfærd, som man kan komme med sine redskaber. Det er ikke fordi, man absolut skal have set en fisk ringe, for at tørfluefiske. Jeg har mange gange kastet en tørflue ud, hvor der ikke var tegn på liv - fisken er alligevel steget op til min flue. Det giver fiskelyst og spænding. Nogle af de mest effektive og velflydende tørfluer er faldskærmsfluerne - på fluefiskerengelsk: Parachutes.

  Grey Duster

  Bogen om fluer og bindingen af dem hedder stadigvæk " A Dictionary of Trout Flies". Den er skrevet af englænderen A. Courtney Williams og er et imponerende leksikon med gode beskrivelser af over 400 fluer. I midten af 70érne udkom den med et tillæg af T. Donald Overfield, der tilføjede yderligere 150 fluemønstre. Af de 400 fluer Williams beskriver er der en, der træder frem for alle andre: Grey Duster. Det er en simpel flue. Den har harekrop, badger hackel og brun bindetråd. Selvfølgelig bundet som den tids tørfluer med hacklet foran på kroppen. Udover at Overfield blev medforfatter på Williams bog har han også skrevet en del bøger selv. Bl.a. den lille " 50 Favourite Dry Flies". Her optræder Grey Duster selvfølgelig igen. Iøvrigt er den allerførste flue i Overfields bog en flue ved navn " Hawthorn Fly " og den er komponeret af en af vores lokale, internationalt kendte, fluefiskere: Preben Torp Jacobsen. Og så nærmer vi os. Torp kan heller ikke slippe Grey Duster, og giver en bindebeskrivelse af den - ikke som en klassisk tørflue - men som en faldskærmsflue. Han har selv udviklet en speciel teknik til nedbinding af faldskærmshacklet - den beskrives bl.a. i hans bog "Fluebinding".

  Min egen start med Grey Duster er i virkeligheden den, at jeg troede, at jeg fiskede med en variant af den kendte amerikanske tørflue Adams. Det var i Sverige, hvor jeg hurtigt fik bundet en del simple faldskærmsfluer - det var det eneste, der fangede ordentligt de junidage, jeg var i Jämtland. Min reference var Adams. Som klassisk tørflue har den grå krop og et blandingshackel af grizzly og brun og så to grizzly hackelspidser som vinge. Men som med de fleste andre faldskærmsfluer, der er konverteret fra almindelige tørfluer, bliver hacklets og vingens farve af mindre betydning, når de flyttes op i vandret plan. Så det blev en flue med grålig krop og badger hackel. Da jeg kom hjem viste det sig, at den flue, jeg havde bundet først og fremmest måtte kaldes en Grey Duster - hvis navnet da i det hele taget har nogen betydning.

  Jeg foretrækker faldskærmsfluer når jeg kan komme til det. De flyder godt. ser levende ud og så lander de næsten altid rigtigt på vandet.

  Hvad Grey Duster skal imitere er der ikke rigtig nogen, der kan fortælle. Jeg foretrækker at lave den med en lang hale og tror, at den i hvert til fælde også kan ligne en døgnflue.

  Bindingen

  Grey Duster bindes på en almindelig tørfluekrog i str. 12-16. Den dubbingen jeg anvender er en fantastisk god tørfluedubbing: Orvis Fine and Dry. Den er meget fin og utrolig let at kontrollere under indbindingen. Tråden er en lysebrun, fin tråd. Det hackel jeg bruger i denne bindebeskrivelse er et ginger hanehackel. Det er et lyst hackel i modsætning til det hackel, der ellers anbefales: Badgerhacklet. Det har mørk stamme og brune stråler. Den flue, jeg har bundet er beregnet til solskinsdage. Jeg hører til dem, der tror på lyse fluer på lyse dage og mørke fluer på mørke dage. Jeg tror, at to af de væsentligste ingredienser ved fluer er bevægelse og silhuet. Men silhuetten kan også blive for kraftig. Så derfor.

  Først bindes vingen ind - det er hvid polygarn. Ved aften- og natfiskeri er det udmærket at bruge en mere rabiat selvlysende farve - så man kan følge fluen på vandet.

  Når vingen er bundet på, går jeg tilbage til krogbøjningen hvor jeg binder en lille klump dubbing bagest, inden jeg binder to strå hjortehår på hver side af fluen. Det er et trick dansk-amerikaneren Poul Jorgensen beskriver i sin bog Imitationer. Klumpen holder de to halestykker ud fra hinanden. Når det er sket binder jeg kroppen ind i en taperet form op til vingen. Her binder jeg så hacklet på, binder det lidt op af vingen med bindetråden, som jeg fører tilbage til krogen foran vingen. Så snor jeg hacklet omkring vingen og fastgør det foran, hvor bindetråden hænger parat. Når det er sket dubber jeg til sidst den foreste del af kroppen og afslutter med et lille hoved.

  Dette er en standardmetode til binding af faldskærmsfluer. Der findes en del andre fremgangsmåder, men den her bruger jeg som udgangspunkt for diverse varianter. En af dem, jeg holder mest af, er en variant, hvor jeg bruger hanehackel som bærehackel og binder et agerhønehackel ind sammen med hanehacklet. Agerhønehacklet er meget levende med en fin farveveksling. Men så er det i hvert tilfælde ikke en Grey Duster mere. Man kunne måske kalde den Partridge Parachute - for nu at blive i det flubinderenglske.

Krog: Almindelig tørfluekrog. Str. 12-16
Tråd: Brun
Hale: To strå hjortehår. Coq de Leon er den fine halefjer - men den er dyr og andet kan gøre det lige så godt.
Krop: Jeg bruger Orvis Fine and Dry i en lys grå nuance. Andet fin dubbing er selvfølgelig også velegnet.
Hackel: I originalbeskrivelsen badger hane hackel. Her anvender jeg ginger.
Till bildserie över bindbeskrivningen ->

  Klinkhamer Special

  Klinkhamer er en af de mest anvendte fluer i Sverige. Og jeg bruger den meget i de hjemlige vande - og selvfølgelig også Sverige når jeg er deroppe. En af mine fiskevennerne mener, at den er vores hemmlige våben. Der er nu ikke meget hemmeligt ved den - men den er effektiv. I Sverige er den også ved at gøre sit indtog i Put and Take søer - det har jeg nu ikke prøvet.

  Klinkhamer er en ret ny flue. Den er konstrueret af hollænderen Hans van Klinken i 1984. Hans har tilbragt meget af sin tid ved de skandinaviske fiskevande og fluen blev oprindelig konstrueret til stallingfiskeri i de norske og svenske vande. I dag bliver den først og fremmest anvendt som ørredflue. Når vi tildeler Hans van Klinken æren for Klinkhamer Special er det med den modifikation, at en lignende flue blev opfundet allerede i 1983 af den svenske fluebinder Thomas Olson og der var iøvrigt også en amerikaner, Roy Richardson , der i 1986 også bandt en flue, der ligner Klinkhameren. Men det havde Hans ikke kendskab til - og det er ham, der har gjort fluen kendt.

  Hans van Klinken mener selv, at fluen imiterer en klækkende vårflue - men jeg tror nu, at den kan ligne meget andet , der ligger i overfladen. For det er det, den gør: Selve kroppen ligger i vandet og thorax, hackel og vinge på/i overfladen. Og med mit menneskesyn må fisken kunne opfatte den, som en hel af det levende, der er i aktivitet i det område. Der er utrolig mange variationsmuligheder. Sidste efterår fiskede jeg en meget speciel version ved Lindenborg å: Den havde glat, sort krop med guldtinsel og skrigende rød thorax. Jeg havde knap nok fået fluen i vandet før der var bid. Men vi ved jo også, at rødt er godt for fisk.

  Fluen kan bindes efter samme principper som andre faldskærmsfluer, med haklet fæstnet ved spidsen af krogen og nedbindingen dækket af hovedet. Hans van Klinken og Oliver Edwards (der er kendt fra bogen Flytiers Masterclass - og fluebinderkurser - også herhjemme) anbefaler en anden teknik. Nemlig at binde hacklet fast ved vingen. Det er den teknik jeg anvender her. Der hvor min binding adskiller sig en smule fra standarden er kroppen. Den danner jeg ved hjælp af en dubbingløkke - og kroppen river/plukker jeg så senere til med en pincet. Det giver en flot, slank taperet krop. Jeg kunne også have anvendt en flymfekrop - men denne her metode er lige så effektiv. Og det giver den samme virkning: En fint behåret krop, der trækker små luftbobler med sig ned i vandet.

  Bindingen

  Den tråd, som Hans van Klinken anbefaler, er Danvilles Spiderweb. Det er en meget tynd og gennemsigtig tråd. En hvilken som helst tynd tråd kan anvendes. Men det er en fordel med en næsten usynlig tråd eller en tråd, der falder sammen med thoraxfarven.

  Først bindes vingen på krogen. Den jeg anvender er specialkrogen fra Partridge: Klinkhamar G/S Special. Når vingen er studset på kroppen bindes hacklet fast med stammen mod krogbøjningen. Der bindes et par tørn op af vingen - så er hacklet af vejen for den videre binding. Derefter går tråden et godt stykke ned i krogbøjningen og der bindes en dubbingløkken. Bindetråden føres op til vingen. Dubbingløkken dubbes med min favoritdubbing - når det gælder vådfluer: Hares Ear Plus. Kroppen afslutter jeg oppe ved bindetråden ved vingen, hvor den bindes ned. Dubbingen er ret grov. Men da den sidder godt fast i dubbingløkken kan jeg nu forme kroppen ved at rive eller plukke den til med en pincet.

  Det er meningen at kroppen skal være slank og taperet. Når det er sket, binder jeg fire strå påfugleherl på til thorax og binder det ind både bag og foran vingen. Den bindes ned med et par tørn af bindetråden, der derefter føres op omkring vingen. Her bindes hacklet nu omkring. I nogle bindeanvisninger foreslår man tre fire omgange med hacklet. Hans van Klinken vil gerne have store og kraftige hackler, så han binder gerne hacklet syv til otte gange rundt om vingen. Jeg bruger selv en fem - seks stykker. Når hacklet er bundet på, fastgøres det med bindetråden helt nede ved thorax med et par tørn. Derefter plejer jeg at vende krogen i lodret plan så jeg kan komme til at lave en whipfinish - det har jeg svært ved, hvis jeg skal gøre det oppefra.

  Når alt dette er gjort, klipper jeg vingen til, trækker haclet lidt tilbage og lister et par dråber lak ind ved nedbindingen. Når hacklet er sat pænt tilbage er fluen færdig. Oliver Edward mener at dette er en "easy tying" - så let synes jeg nu ikke den er - men med lidt øvelse går det relativt hurtigt - og det er en flot flue.

Krog: Partridge Klinkhamar G/S Special Hooks. Str. 12-18. Det er ret store/lange kroge.
Tråd: Ophavsmanden foreslår Danvilles Spiderweb. En hvilken som helst tynd tråd kan gøre det - gerne klar/gennemsigtig.
Vinge: Lys polygarn.
Thorax: Fire strå påfugleherl.
Krop: Jeg bruger Hares Ear Plus dubbing på en dubbingløkke. Lys grå.
Hackel: Ginger eller anden relativ lys hackel. Grizzly er meget populær.
Till bildserie över bindbeskrivningen ->

  Bog- og netfiskeri.

  "A Dictionary of Trout Flies and Flies for Sea-trout and Grayling". Skrevet af A. Courtney Williams med et tillæg af T. Donald Overfield. En fantastisk god bog om fluer, deres binding og historie. Den er udkommet i mange genoptryk, og fra 1973 fik den et tillæg af Overfield om Modern Flies. De er nu ikke så moderne som de var dengang, bl.a. er der ingen CdC-fluer, faldskærmsfluer eller fluer med de nye syntetiske materialer. Af gode grunde. På trods af disse mangler er det stadig den mest omfattende bog om fluer - og så er den utrolig inspirerende. Desværre kan den kun fås antikvarisk - og den er noget vanskelig at få fat i. Jeg har fået mit eksemplar hjem fra England.

  "50 Favourite Dry Flies" af T. Donald Overfield. En lille ukunstlet og bramfri bog om Overfields favoritfluer. Den er godt fortalt. Overfield er meget internationalt orienteret og må kende utroligt mange fluefiskere. Fra et dansk synspunkt kan det varme lidt om hjertet at se, at både Torp Jacobsen og Johs Vangsgaard er repræsenteret med fluer. Bogen kan også kun købes antikvarisk. Den er ikke dyr.

  "Fluebinding" af Preben Torp Jacobsen kan stadig købes. Den er fra 1989 men selvom den har år på bagen er det spændende læsning. Torp er en utrolig engageret og kompetent fluefisker - og har masser af gode, konkrete tricks til fluebindingen. Det er bl.a. i denne bog, Torp giver anvisning på sin måde at binde faldsskærmsfluer.

  På "Global Flyfisher" på nettet kan man også se Torps faldskærmsflue. Adressen er: http://globalflyfisher.com/

  "Imitationer" af Poul Jorgensen. Poul er født og opvokset i Danmark og har boet i USA i 45 år. Han er en international kapacitet på fluebinderområdet. Han er først og fremmest kendt for sine nye metoder til laksefluebinding - men også ørredfluer er han mester i. Imitationer er en guldgrube for fluebinderen og -fiskeren. Der er nye teknikker ikke kun til tørfluer, men også til nymfer, kystfluer og geddefluer. I Danmark er bogen er udgivet på forlaget Mosegaard - der er lukket. Derfor har man indtil nu kunnet få bogen meget billig. Hvilket iøvrigt også gælder hans anden danske oversættelse: Laksefluer.

  "Flytyers Masterclass" af Oliver Edwards er en meget flot fluebindingsbog. Specielt tegningerne er imponerende. Det kan somme tider være meget svært at beskrive bindingen af specielle faser af en flue - men det klarer Edwards med sine tegninger. Og så er fotografierne også meget flotte. Edwards har en grundig beskrivelse af Klinhamer Special. Prisen for bogen er omkring de 260,- kr.

  Denna svenske internetside "Rackelhanen" har en omfattende beskrivelse af Klinkhamer Special. Det er Hans van Klinken selv, der har forfattet materialet. Hvis man vil vide mere om den flue kan man ligeså godt gå til kilden.

© 2003 Erik Nygaard